Dansehallerne fejrer Dansens Dag med gratis heldagsprogram

På Dansens Dag 29. april kan man komme i Dansehallerne til en gratis dag, hvor man både kan se dans, få en snak om dans og selv gi’ den fuld gas på dansegulvet.

Hvert år d. 29. april er det Dansens Dag, og dansekunsten fejres over hele verden. Dansehallerne er selvfølgelig også med og præsenterer i år et heldagsprogram, hvor man blandt andet kan komme med bag kulissen hos de professionelle dansere og koreografer; få en snak om koreografi og dans med Dansehallernes direktør og kunstneriske leder Efva Lilja; og endelig er der rig lejlighed til selv at gi’ den fuld gas på dansegulvet – enten med en mini-workshop i den populære Årets Dans eller i bælgravende mørke til konceptet Switch Off and Dance.

”For os her i Dansehallerne handler hver eneste dag om udvikling og formidling af ny koreografisk scenekunst. Lige præcis Dansens Dag er en oplagt mulighed for at præsentere de mange facetter af dans, både den kunstneriske proces, samtalen og dialogen om dans og det helt nye og sprøde koreografiske værk. Og så skal der selvfølgelig være mulighed for at danse selv,” siger direktør og kunstnerisk leder i Dansehallerne, Efva Lilja.

Dansens Dag – en verdensomspændende fejring af dansekunsten
Dansens Dag 29. april har været fejret på verdensplan siden 1982, hvor UNESCO-organisationen International Theatre Institute (ITI) udråbte dagen til at være årlig international mærkedag for dans.

Dagen falder på fødselsdagen for Jean-Georges Noverre – den franske koreograf, balletmester og fornyer af dans, som levede fra 1727-1810.

Danmark fejrer dagen i stor stil. Dansehallerne har tidligere stået bag den nationale koordinering af Dansens Dag og bød senest i 2014 50.000 deltagere og 100.000 tilskuere fra hele landet op til dans. Siden 2015 har Dansens Dag levet sit eget lokale liv, og også i år skal dagen fejres.

Dansehallerne inviterer således alle til at pudse danseskoene og tage familie, venner og naboen under armen til en forrygende Dansens Dag 29. april 2016!

Program for Dansens Dag 29. april 2016 i Dansehallerne
09.00-16.00 – Studioshowings
Vi holder studierne åbne for nysgerrige sjæle, der har lyst til at komme bag kulissen og få et indblik i kunstnernes arbejde og deres arbejdsprocesser.
Hvor: 2. sal – studierne.
Pris: Fri entré

16.00-17.00 – Snigpremiere på danseforestilling / dans med 3D-briller
Oplev sneak peak visning på recoil performance group kommende forestilling STEREO – dans med 3D-briller.
(NB: stærkt begrænset antal pladser – først til mølle)
Hvor: Lab-scene
Pris: Fri entré

17.00-17.30 – Fælles fyraftensdans
Vi danser Årets Dans 2016 – (smugkig her)
En professionel danseformidler giver os instruktion i Årets Dans, og bagefter danser vi den seje dans sammen.
Pris: Fri entré

17.30-18.30 Speakers Corner / Efva Lilja
Kom og få en snak om koreografi og dans i den røde sofa med vores kunstneriske leder og direktør Efva Lilja. Alle spørgsmål er velkomne!
Hvor: Foyerscenen
Pris: Fri entré

Happy hour
Fyraftenssodavand og fyraftensøl til en lille mønt.

22.00-23.00 – Switch Off and Dance
Vi slutter dagen af med en mørkedans. Tag vandflasken med. Vi slukker lyset og sætter de svedigste, dansable numre på. Bag konceptet står koreograf og danser Annika Kompart
Hvor: Loungen 2. sal.
Pris: Fri entré

DANSEFILM
Hele aftenen viser vi de bedste dansefilm fra online filmkonkurrencen: 60secondsdance.com
Hvor: På skærm i foyeren ved Lille Scene

FORESTILLINGER
På begge scener kan du også opleve danseforestillingerne:
19.00 / Premiere på danseforestillingen The Strike of No Thought / Mute Comp Physical Theatre (køb billetter) / Store Scene
21.00 / Toyboy / Sart Danseteater
(køb billetter) / Lille Scene