Hele Danmark danser med på Dansens Dag

Fredag den 29. april breder danserytmerne og dansekunsten sig med ekstra styrke, når den årlige Dansens Dag løber af stablen. Fra nord til syd og øst til vest vil der være scenekunst og danseaktiviteter, hvor man enten kan kigge på eller selv danse med. Dansehallerne hylder Dansens Dag.

Året rundt får Dansehallerne tusindvis af mennesker til at møde dans og koreografi. Hos Dansehallerne fejrer man derfor Dansens Dag den 29. april ved at vise dans både som kunstart og social aktivitet.

”For os her i Dansehallerne handler hver eneste dag om udvikling og formidling af ny koreografisk scenekunst. Lige præcis Dansens Dag er en oplagt mulighed for at præsentere de mange facetter af dans, både den kunstneriske proces, samtalen og dialogen om dans og det helt nye og sprøde koreografiske værk. Og så skal der selvfølgelig være mulighed for at danse selv,” siger direktør og kunstnerisk leder i Dansehallerne, Efva Lilja.

Dansehallernes landsdækkende projekt Ta’ fat om dansen, der blev skudt i gang i 2014 med støtte fra Nordea-fonden, har allerede fået tusindvis af mennesker til at danse hele året rundt. Skolebørn har mødt dans som kunstart i deres skolehverdag; Unge fra hele landet er blevet engageret i intensive træningsforløb; Mennesker i alle aldre og på tværs af sociale baggrunde har deltaget i professionelle forestillinger; Og tusindvis af mennesker har deltaget i fællesdansen Årets Dans. Alt sammen via seks regionale dansefyrtårne.

På Dansens Dag kan man opleve følgende hos Dansehallerne og i dansefyrtårnene:

KØBENHAVN DANSER
I København slår Dansehallerne selv dørene op til en hel dags danseaktiviteter fra 09.00-23.00. Her kan man blandt andet komme ind i studierne og se, hvordan kunstnerne arbejder, komme til snigpremiere på en danseforestilling, få en snak om koreografi med Dansehallernes kunstneriske leder og direktør Efva Lilja, danse Årets Dans eller danse i mørke.

ROSKILDE DANSER
I Roskilde er der fyldt med dans både på Dansens Dag og i dagene før og efter. Fra den 28. april til den 2. maj afvikler egnsteatret Aaben Dans, som er en del af Dansefyrtårn ROK, deres store, internationale SWOP dansefestival for børn og unge. Her præsenteres blandt andet ni forestillinger, der kommunikerer direkte med publikum – og så er billetterne gratis! Som en del af SWOP vil unge fra Ta’ fat om dansen i hele landet mødes til ROK Dansecamp og skal blandt andet optræde i Roskildes gader lørdag d. 30/4 kl. 10.45-11.30.

AARHUS DANSER
I Aarhus starter dagen med dans på Rådhuset. Her har Dansehallerne, Bora Bora og dansekompagniet Don Gnu inviteret rådhusets medarbejdere samt skoler og virksomheder til morgendans. Master Fatman er på plads bag DJ-pulten, og undervejs lærer deltagerne Årets Dans, som i år er skabt af Don Gnu. Det sker fra 07.30-09.00

AALBORG DANSER
På Dansens Dag laver Dansefyrtårn Nord en happening inde i forretningsgaderne i Aalborg. Her går fire professionelle dansere rundt og opfordrer tilfældigt forbipasserende til at stille dem et spørgsmål, hvorefter danserne vil danse svaret. Det er planen, at denne event bliver gentaget på Kulturmødet på Mors i august.


FAKTA OM DANSENS DAG
Dansens Dag 29. april har været fejret på verdensplan siden 1982, hvor UNESCO-organisationen International Theatre Institute (ITI) udråbte dagen til at være årlig international mærkedag for dans.

Dagen falder på fødselsdagen for Jean-Georges Noverre – den franske koreograf, balletmester og fornyer af dans, som levede fra 1727-1810.

Danmark fejrer dagen i stor stil. Dansehallerne har tidligere stået bag den nationale koordinering af Dansens Dag og bød senest i 2014 50.000 deltagere og 100.000 tilskuere fra hele landet op til dans.