Monsterhårdt og megafedt!

Den 21. august tog Dansefyrtårn Trekantens ungedanserkompagni på endagsturné i Trekantsområdet. Her fortæller en af de 17 dansere, hvordan det var at være med i projektet.

”Monsterhårdt og megafedt!”.

Sådan beskriver 17-årige Nanna Bjerre-Christensen det, når hun skal fortælle om, hvordan det har været at være med i Dansefyrtårn Trekantens nye ungedanserkompagni.

Til daglig går hun på gymnasiet i Fredericia, men tager samtidig timer i moderne dans på Den Kreative Skole for at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Da Dansefyrtårn Trekanten ved årsskiftet søgte efter unge dansetalenter, opfordrede hendes danselærer Nanna til at søge.

– Min første tanke var ”yeah right”, så god er jeg slet ikke. Jeg syntes, at nogle af de andre, der søgte ind, var meget bedre. Men omvendt kommer man jo ikke ind, hvis man ikke søger, så jeg endte med at gøre det alligevel og kom ind, fortæller Nanna.

Herefter fulgte et intenst og hårdt træningsforløb i foråret, hvor de unge dansere mødtes 11 lørdage, hvor de hver gang trænede tre timer.

– Det var hårdt, men jeg er vant til det, for jeg har altid for mange bolde i luften. Men når man var færdig med træningen, så følte man sig nogle gange lidt træt af det hele. Det var også svært at se sin egen udvikling, når man mødes så tit, men heldigvis fortalte vores lærere, at vi gjorde store fremskridt, huske Nanna.

Målet med træningen var at udvikle en danseforestilling. Det endte med forestillingen ”Black & White”, der for en stor dels vedkommende er skabt af de unges egne input.

– Vi fik hele tiden opgaver, vi skulle løse. Det kunne for eksempel være at vælge nogle modsætninger og lave en dans ud fra det. Eller også fik vi givet musikken og grundhandlingen på forhånd – for eksempel at der skulle være gode og onde – og så skulle vi selv lave resten.

– Det gjorde det klart nemmere at danse, fordi det var ens eget produkt, som man var fortrolig med, men man tænkte da også nogle gange, at lærerne da kom nemt til deres penge. Samtidig blev man stolt når folk kom og roste en del, som man havde været med til at lave – også selv om man ikke kunne vise det for åbent. Det er jo stadig noget, der hedder Janteloven, siger Nanna.

Den 6. juni var der premiere på ”Black & White”, der består af to koreografier. Publikum var de ungers forældre.

– Det var selvfølgelig rigtig spændende at vise det for første gange, men samtidig vidste man jo godt, at ens forældre et eller andet sted altid vil synes, at det, som man laver, er godt, griner Nanna.

Til gengæld havde danserne langt flere nerver på, da de den 21. august tog på endagsturné i Trekantsområdet. Første stop var en stor moderne idrætssal i Billund med 250 elever fra de ældste klasser på Billundskolen som publikum.

– Vi var vildt nervøse. Det var virkelig noget helt andet. Men heldigvis gik det godt. Når man laver dans for især drenge, så er de tit urolige til at begynde med, men vi oplevede, hvordan de faldt til ro og blev revet med. Det er fedt, når man kan se på publikum, at de kan lide det og så lyset i deres øjne. Det er klart det, som tænder mig ved at optræde, fortæller Nanna.

Efter Billund gik turen til Vejle til en mindre gymnastiksal og så til Fredericia. Begge steder var forestillingen igen en succes. Men så på turens fjerde stop i Middelfart, hvor de unge skulle optræde på Viby Efterskole, går det galt. Under forestillingen lander den ene af pigerne uheldigt efter et spring og slår sin hofte slemt. Hun gennemfører resten af forestillingen, men bagefter bryder hun sammen og bliver kørt væk i ambulance.

– Det var en voldsom oplevelse, og da det gik op for os, at hun ikke ville kunne være med til turens finale på Mungo Park i Kolding, udbrød der panik. Den næste halve time brugte vi på at diskutere, hvordan vi kunne dække hendes plads ind, og her var folk rigtig gode til komme med ideer. Resultatet var, at publikum i Kolding slet ikke bemærkede, at der var en danser mindre. På den måde blev en træls oplevelse vendt til en fed oplevelse, fortæller Nanna, der synes hun har fået meget ud af hele danseforløbet:

– Det hårdeste har været at skulle mande sig op ind imellem og fortælle sig selv, hvorfor jeg lige gør det her. Min drøm er stadig at være skuespiller, men jeg har besluttet først at gøre min gymnasieuddannelse færdig, inden jeg prøver at søge ind på skuespilskolen.

– Det bedste har været at opdage alle de tilgange, der er til dans. At det ikke bare er på én måde. Det har givet mig en helt anden erfaring, end jeg har haft før, siger Nanna

Når Dansefyrtårn Trekanten sammensætter et nyt ungedansekompagni til 2015/16 er Nanna derfor blandt de dansere fra foråret, som fortsætter.

– Det bliver spændende med et forløb, der varer et helt år frem for tre måneder. Det kan både blive bedre eller nederen, nu får vi se, slutter hun.