Nordjydske skoler får dans på skoleskemaet

Som en del af det store ”Ta’ fat om dansen” projekt sættes der i disse uger fokus på dans på en række skoler i Nordjylland.

Der kommer til at være masser af dans på de nordjyske skoler dette forår. Hos Dansefyrtårn Nord er man netop gået i gang med første runde af ”Dans i skolen”, som er et tilbud til skolerne i Nordjylland om et gratis danseforløb.

”Dans” i skolen” er et af de fire hovedprogrammer i det store, landsdækkende ”Ta’ fat om dansen” projekt, som de næste tre år skal give tusindevis af danskere i alle aldersgrupper mulighed for at opleve dans under vejledning af professionelle.

– Vi starter med de nordligste kommuner i Nordjylland her i uge 3-10 og går så videre til de øvrige kommuner i løbet af foråret og efteråret, forklarer danseformidler Annamet Magven, der er den ene af de to professionelle dansere, som Dansefyrtårn Nord har ansat til projektet.

Skolerne i Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring og Læsø Kommune får tilbudt såkaldte dansepakker, hvor den ene eller begge dansere kommer ud på skolen.

– Forløbet bliver skræddersyet til den enkelte skole, som vælger den dansepakke, der passer bedst til deres behov. Nogle steder bliver det en temauge, med nogle timers danseundervisning hver dag. Andre steder bliver det en hel dag, som sættes af til dans, siger Anamet Magven.

Tilbuddet retter sig imod eleverne på mellemtrinet, det vil sige 4-6 klasse.

– Det er en rigtig god aldersklasse. Her er eleverne åbne og i stand til at arbejde med dans på et både abstrakt og kunstnerisk plan, fastslår Anamet Magven.  Læs mere om ”Ta’ fat om dansen” projektet her: www.tafatomdansen.dk