”Ta’ fat om dansen” er atter med på Kulturnatten

Dansehallerne åbner dørene for en Kulturnat i dansens tegn, hvor man blandt andet kan være med til Bollywood-dans.

Så er der kun få uger til den årlige Kulturnat i København, som i år finder sted den 9. oktober. Og lige som sidst fejrer ”Ta’ fat om dansen” Kulturnatten med festlig dans.

Ved Kulturnatten 2014 fik kulturnatsgæsterne mulighed for at danse tango i Dansehallerne. I år kommer det til at handle om Bollywood-dans. Ved to omgange på hver en time vil den meget brugte indiske dansemester og koreograf Murari Lal Saini introducere interesserede kulturnatsgæster til Bollywood-dans.

Det er gratis at deltage, og det kræver intet forkundskab til Bollywood-dans. De to dansetimer er en del af ”Dans med din nabo” programmet, som er et af de fire hovedprogrammer i ”Ta’ fat om dansen”.

Kulturnatten i Dansehallerne byder også på en tur i dansebiografen – hvor du kan se dansefilm i kort format – blandt andet de bedste 60 sekunders dansefilm fra den internationale konkurrence 60secondsdance.

Aftenen slutter af med eventen Switch Off & Dance – hvor alle er velkommen til at komme og danse i mørket. Ingen ser dig, ingen underviser dig og ingen bedømmer dig! Det er et frirum til dans – lige som du har lyst til.Konceptet er inspireret af eventen ”No Lights No Lycra”, der blev grundlagt af to australske kvinder i 2009.

PROGRAM FOR KULTURNATTEN I DANSEHALLERNE

18.00-19.00
Bollywood-dansetime (foyeren i Dansehallerne)

19.00-20.30
Dansebiograf – se fine korte dansefilm (Lille Scene).
Der vil være fire visninger af hver cirka18 minutters varighed med start på følgende tidspunkter: 19.00 / 19.25 / 19.50 / 20.10

20.00-21.00
Bollywood-dansetime (foyeren i Dansehallerne)

21.00-22.00
Switch Off & Dance (Lille Scene)