Unge på vej inspirerer til mere dans på Syddansk Universitet

Ta’ fat om dansens program Unge på vej har taget mange forskellige former rundt omkring i landet i de tre år, projektet har kørt. På Syddansk Universitet har Unge på vej udviklet sig til fire forskellige workshops og dannelsen af Stud. Kompagniet. Nu er kompagniet blevet en del af Kandidatuddannelsen Idræt og Sundhed med både en praktisk og teoretisk del.

Stud. Kompagniet tager i foråret 2017 form som et selvvalgt emne under forløbet Performance, Dans og Fysiske events med fire ugers intensivt samarbejde på Syddansk Universitet mellem de studerende og professionelle koreografer: I Samarbejde med Jannik Elkær (alias Don fra DonGnu Physical Theatre) og Frederik Pors Jacobsen (danser og artist) udvikler de studerende en danseforestilling med temaet Animal Tango. Forestillingen får premiere i uge  20 på SDU, gymnasier, efterskoler og højskoler på Fyn.

Efter forestillingerne skal de studerende skrive en opgave under vejledning af Susanne Ravn. Under forløbet underviser Rasmus Ölme, der er leder af Uddannelsen i Dans og Koreografi ved den Danske Scenekunstskole, de studerende i, hvordan praksis kan fungere som forskningsvirksomhed.

Fakta om de fire danseworkshops på SDU
De fire danseworkshops på Syddansk Universitet (SDU) blev ledet af Sofie Christiansen, der er koreograf for sART Danseteater. Alle workshops havde hvert sit tema: teknik og dans (workshop 1 og 2), koreografi a la sART, og dans/stemme/musik a la sART.  De fire worskhops var gratis og åben for alle niveauer, hvor de studerende kunne vælge at deltage i en eller flere workshops. Under den fjerde workshop fik de blandt andet besøg af den dansk/norske sanger og komponist Jullie Hjetland, hvor deltagerne blev udfordret igennem krop og stemme.

Mere om Temaet Animal Tango
Animal Tango
er en fortolkning af den dyriske og primale drivkraft, der transformeres til menneskelige og mere sofistikerede kommunikationsformer. Animal Tango er et billede på det firbenede og dyriske bevægelsesmønster og det menneskelige pars dualitet og pardansens firbenede sammensmeltning. Samtidigt er Animal Tango en undersøgelse af det smukke i det grimme og det grimme i det smukke, samt det sjove i det alvorlige og det alvorlige i det sjove.

Se en kort videointro fra de to koreografer, som præsenterer temaet

På fotoet kan du se elever fra Stud. Kompagniet 2017’s første danselektion