Dans i skolen

“Dans i Skolen” giver børn og unge på alle klassetrin i folkeskolen mulighed for at møde og mærke dans som kreativ, æstetisk og social udtryksform. Dans i Skolen skal ligeledes indbyde og inspirere lærere og pædagoger til at integrere dans i undervisningen og det pædagogiske arbejde og skabe nye former for læring.

Dansefyrtårn Trekanten tilbyder danseforløb for skoler, primært forløb af otte ugers varighed med halvanden times undervisning per uge, hvor dans fungerer som understøttende undervisning eller som selvstændig aktivitet/fag.

Derudover tilbyder Dansefyrtårn Trekanten efteruddannelse i form af workshops for lærere og pædagoger. Workshoppene klæder lærere og pædagoger på til at integrere dans i undervisningen og det pædagogiske arbejde. Målet er at sikre, at dans bliver – og forbliver – et attraktivt aktiv for skolerne, således at dans også er en del af undervisningen på den anden side af projektet levetid.